Spørgsmål:
Jeg kører i en Peugeot 308 fra 2010 og lytter ofte til P4 Syd. Men jeg oplever ind imellem, at bilradioen springer væk fra stationen midt i et stykke musik og skifter til P4 Trekanten eller P4 Fyn, hvor de sender noget andet. Hvad er der galt?

Svar:
Mange oplever dette problem, når de lytter til en af de regionale radiostationer. Problemet er størst i de områder, hvor signaler fra forskellige P4-sendere lapper ind over hinanden.

Radioens RDS-system (Radio Data System) er designet til automatisk at vælge det bedste signal, så du for eksempel kan høre P3 på en tur fra Gedser til Skagen uden at skulle justere på radioen.

P3 sender det samme program over hele landet. Det gør P4 ikke, og det er det, der giver dig problemer.

Hvis du vil undgå, at radioen zapper rundt mellem forskellige P4-kanaler, skal du aktivere funktionen ”regional” på radioen. Det gør, at radioen fastholder den regionale sender, uden at det går ud over modtagelse af for eksempel trafikradio. Se de enkelte radioers justerings muligheder i radioens instruktionsbog, eller kontakt en af vores værkførere for yderligere hjælp.